Anebasen — Ole Thyge Plannthin
Notater
Match 14,651 til 14,700 fra 59,732
| # | Notater | Knyttet til |
|---|---|---|
| 14651 | Fra Bjarne Kofoeds database. | Lind, Mogens Andersen (I2714)
|
| 14652 | Fra Bjarne Kofoeds database. | Kofoed, Agnethe Marie Poulsdatter (I2713)
|
| 14653 | Fra Bjarne Kofoeds database. | Kofoed, Ole Absalonsen (I2712)
|
| 14654 | Fra Bjarne Kofoeds database. | Jensen, Peder Kofoed (I2711)
|
| 14655 | Fra Bjarne Kofoeds database. | Kofoed, Mads Hansen (I2698)
|
| 14656 | Fra Bjarne Kofoeds database. | Kofoed, Jørgen Hansen (I2697)
|
| 14657 | Fra Bjarne Kofoeds database. | Grønnewold, Birgitte (I2615)
|
| 14658 | Fra Bjarne Kofoeds database. | Monrad, Hans Rhuman (I2614)
|
| 14659 | Fra Bjarne Kofoeds database. | Kofoed, Christen Hansen (I2598)
|
| 14660 | Fra Bjarne Kofoeds database. | Lind, Gabriel Christensen (I2557)
|
| 14661 | Fra Bjarne Kofoeds database. | Orck, Espen (I2556)
|
| 14662 | Fra Bjarne Kofoeds database. | Lind, Margrethe Samuelsdatter (I2554)
|
| 14663 | Fra Bjarne Kofoeds database. | Mogensdatter, Ellen (I2553)
|
| 14664 | Fra Bjarne Kofoeds database. | Lind, Samuel Lauritsen (I2552)
|
| 14665 | Fra Bjarne Kofoeds database. | Sandbye, Barbara Axelsdatter (I2550)
|
| 14666 | Fra Bjarne Kofoeds database. | Sandbye, Anne Sophie Jørgensdatter (I2548)
|
| 14667 | Fra Bjarne Kofoeds database. | Sandbye, Christiane Jørgensdatter (I2547)
|
| 14668 | Fra Bjarne Kofoeds database. | Sandbye, Maren Jørgensdatter (I2543)
|
| 14669 | Fra Bjarne Kofoeds database. | Fabricius, Frants Andersen (I2542)
|
| 14670 | Fra Bjarne Kofoeds database. | Pedersdatter, Elline (I2541)
|
| 14671 | Fra Bjarne Kofoeds database. | Toxverd, Oluf Frandsen (I2540)
|
| 14672 | Fra Bjarne Kofoeds database. | Sandbye, Axelia Jørgensdatter (I2539)
|
| 14673 | Fra Bjarne Kofoeds database. | Sandbye, Barbara Christine Jørgensdatter (I2538)
|
| 14674 | Fra Bjarne Kofoeds database. | Sandbye, Martha Cathrine Jørgensdatter (I2537)
|
| 14675 | Fra Bjarne Kofoeds database. | Lind, Christen Christensen (I2536)
|
| 14676 | Fra Bjarne Kofoeds database. | Orck, Martha Espensdatter (I2535)
|
| 14677 | Fra Bjarne Kofoeds database. | Lind, Margrethe Kirsten Christensdatter (I2534)
|
| 14678 | Fra Bjarne Kofoeds database. | Jørgensdatter, Karen (I2532)
|
| 14679 | Fra Bjarne Kofoeds database. | Sandbye, Axel Jacobsen (I2531)
|
| 14680 | Fra Bjarne Kofoeds database. | Kofoed, Niels Christian Clemmensen (I2517)
|
| 14681 | Fra Bjarne Kofoeds database: Date of residence: 0916 Place of residence: Konge i Danmark Dansk konge med sæde i Jelling; havde også tilnavnet "Loge", d.v.s. "den dvaske". Han var gift med Thyra og rejste sten over hende i Jelling, hvor de begge begravedes i kæmpehøje. Sønnen Harald Blåtand rejste dem den store Jelling-sten. Det formodes at Gorm senere er flyttet ind i et gravkammer i den af Harald opførte stavkirke. Gravkammeret er fundet i den nuværende kirke. Til trods for al usikkerhed er Gorm den første danske konge efter 873, som er mere end et navn for os. Runestenene i Jelling bekræfter at Harald var hans søn og efterfølger og at Gorms hustru, Haralds mor, hed Tyre. Disse indskrifter og andre mindesmærker på stedet viser at Jelling var et vigtigt centrum for begge kongers virke. Gorm blev først begravet i den store nordlige Jellinghøj, men efter Haralds omvendelse blev liget flyttet og gravlagt under gulvet midt i den kirke, som Harald byggede i nærheden. Det meste af Gorms skelet er nylig blevet fundet, og det viser at han var 40 - 50 år gammel ved sin død. Han var ca. 172 cm. høj og ikke særlig kraftigt bygget. Efter undersøgelse af knogleresterne erklæres det, at han i lighed med de fleste midaldrende danskere led af osteoarthritis i den nederste del af rygsøjlen. Der er fundet 72 knoglestumper og 17 tænder. Man ved ikke præcis hvor langt Gorms kongerige strakte sig, men man kan med rimelighed regne med at han beherskede Hedeby og Danevirke, ligesom han kan have haft magten over hele Jylland og nabooerne. Om Gorms herkomst hersker der en del tvivl. Datidens kronikeskrivere anfører divergerende oplysninger; Det mest sandsynlige er, at Gorms far er Hardeknud; Adam af Bremen skriver "... da ærkebiskop Unni besøgte danerne i 936 var Hardeknuds søn Gorm konge". Kilde: Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie III, side 219-221. Gorm er antageligt et kælenavn for Guttorm. Tilnavnet 'den gamle' har Gorm måske haft i levende live, for hans datter Gunhild opkalder sine to sønner Gorm og Gamle (ifølge hvem?). Han bliver konge af Danmark efter sin far Hardeknud, dvs engang efter 934. Ifølge Adam af Bremen var biskop Unni (- 936) på missionsrejse til Sverige i 935, og havde undervejs et møde med kong Gorm. Den beretning er dog for usikker, og kan ikke bruges til at tidsfæste Gorms regeringstid. (Kilde: Bent Ousager i Skalk 1957.2) Ifølge Dudo's Normandi-kronike fra ca 1000, var der i årene op mod 842 løbende krig mellem Danmark og Sachsen, og Sachsens hertug Herman Billung var en overgang fange i Danmark og lærte her nordisk. Desværre ved vi ikke om det var Gnupa, Hardeknud, Gorm eller Harald der fangede ham. Også i Widukinds sachser-kronike er kampene omtalt. I 948 er der 3 (udenlandske) biskopper i Danmark, ifølge Adam på foranledning af kejser Otto den Store (- 973), så tyskerne må have vundet i den sidste ende. Danmark lå også i krig med Norge i denne tid. Erik Blodøkses sønner ville med dansk hjælp have kongemagten fra Håkon Adelstensfostre, men han slog dem og danskerne til lands og til vands, og krævede derefter skat af Danmark. Dette sker omkring 947. (Kilde: Bent Ousager i Skalk 1957.2) Gorm er antageligt gravlagt i Jellings Nordhøj, og begravelsen er årringsdateret til 958. Graven er siden forstyrret, antageligt er Gorm gravet op af kristne efterkommere, og rimeligvis er det Gorms ben, der er fundet i en grav under Jelling kirkes gulv, men derom strides de lærde endnu. (Kilde: Knud J Krogh: Gåden om kong Gorms grav. 1993) (Kilde: Harald Andersen i Skalk 1995.1) (Kilde: Erik Kroman: Det danske Rige i den ældre Vikingetid. 1976. s 93-123) (Kilde: Salmonsens Konversations Leksikon, 2' udg. 1915-1930) Fra Steen Thomsens database dec 1997 Undertvang sig Jylland omkring 880 | Gamle, Gorm den (I1152)
|
| 14682 | Fra Bjarne Kofoeds database: Date of residence: 0916 Place of residence: Konge i Danmark Dansk konge med sæde i Jelling; havde også tilnavnet "Loge", d.v.s. "den dvaske". Han var gift med Thyra og rejste sten over hende i Jelling, hvor de begge begravedes i kæmpehøje. Sønnen Harald Blåtand rejste dem den store Jelling-sten. Det formodes at Gorm senere er flyttet ind i et gravkammer i den af Harald opførte stavkirke. Gravkammeret er fundet i den nuværende kirke. Til trods for al usikkerhed er Gorm den første danske konge efter 873, som er mere end et navn for os. Runestenene i Jelling bekræfter at Harald var hans søn og efterfølger og at Gorms hustru, Haralds mor, hed Tyre. Disse indskrifter og andre mindesmærker på stedet viser at Jelling var et vigtigt centrum for begge kongers virke. Gorm blev først begravet i den store nordlige Jellinghøj, men efter Haralds omvendelse blev liget flyttet og gravlagt under gulvet midt i den kirke, som Harald byggede i nærheden. Det meste af Gorms skelet er nylig blevet fundet, og det viser at han var 40 - 50 år gammel ved sin død. Han var ca. 172 cm. høj og ikke særlig kraftigt bygget. Efter undersøgelse af knogleresterne erklæres det, at han i lighed med de fleste midaldrende danskere led af osteoarthritis i den nederste del af rygsøjlen. Der er fundet 72 knoglestumper og 17 tænder. Man ved ikke præcis hvor langt Gorms kongerige strakte sig, men man kan med rimelighed regne med at han beherskede Hedeby og Danevirke, ligesom han kan have haft magten over hele Jylland og nabooerne. Om Gorms herkomst hersker der en del tvivl. Datidens kronikeskrivere anfører divergerende oplysninger; Det mest sandsynlige er, at Gorms far er Hardeknud; Adam af Bremen skriver "... da ærkebiskop Unni besøgte danerne i 936 var Hardeknuds søn Gorm konge". Kilde: Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie III, side 219-221. Gorm er antageligt et kælenavn for Guttorm. Tilnavnet 'den gamle' har Gorm måske haft i levende live, for hans datter Gunhild opkalder sine to sønner Gorm og Gamle (ifølge hvem?). Han bliver konge af Danmark efter sin far Hardeknud, dvs engang efter 934. Ifølge Adam af Bremen var biskop Unni (- 936) på missionsrejse til Sverige i 935, og havde undervejs et møde med kong Gorm. Den beretning er dog for usikker, og kan ikke bruges til at tidsfæste Gorms regeringstid. (Kilde: Bent Ousager i Skalk 1957.2) Ifølge Dudo's Normandi-kronike fra ca 1000, var der i årene op mod 842 løbende krig mellem Danmark og Sachsen, og Sachsens hertug Herman Billung var en overgang fange i Danmark og lærte her nordisk. Desværre ved vi ikke om det var Gnupa, Hardeknud, Gorm eller Harald der fangede ham. Også i Widukinds sachser-kronike er kampene omtalt. I 948 er der 3 (udenlandske) biskopper i Danmark, ifølge Adam på foranledning af kejser Otto den Store (- 973), så tyskerne må have vundet i den sidste ende. Danmark lå også i krig med Norge i denne tid. Erik Blodøkses sønner ville med dansk hjælp have kongemagten fra Håkon Adelstensfostre, men han slog dem og danskerne til lands og til vands, og krævede derefter skat af Danmark. Dette sker omkring 947. (Kilde: Bent Ousager i Skalk 1957.2) Gorm er antageligt gravlagt i Jellings Nordhøj, og begravelsen er årringsdateret til 958. Graven er siden forstyrret, antageligt er Gorm gravet op af kristne efterkommere, og rimeligvis er det Gorms ben, der er fundet i en grav under Jelling kirkes gulv, men derom strides de lærde endnu. (Kilde: Knud J Krogh: Gåden om kong Gorms grav. 1993) (Kilde: Harald Andersen i Skalk 1995.1) (Kilde: Erik Kroman: Det danske Rige i den ældre Vikingetid. 1976. s 93-123) (Kilde: Salmonsens Konversations Leksikon, 2' udg. 1915-1930) Fra Steen Thomsens database dec 1997 Undertvang sig Jylland omkring 880 | Gamle, Gorm den (I296)
|
| 14683 | Fra Bjarne Kofoeds database: Date of residence: 1047 Place of residence: Konge af Danmark Svend Estridsen er den eneste danske konge, der er opkaldt efter sin mor. Dette utvivlsomt fordi hun som søster til Knud den Store gav Svend arveret til den danske trone. Blev født i England og fik som kristent dåbsnavn Magnus. Han voksede op i England, til trods for, at hans far Ulf i 1024 blev sendt til Danmark som kong Knuds jarl. I 1026 overvintrede Knud hos Ulf Jarl i Roskilde. Det kom til et opgør, og Knud lod sin svoger dræbe. Ifølge Adam af Bremen skal Svend som ung have gjort tjeneste hos den svenske kong Arnund Jacob i samfulde 12 år. Det kan næppe være rigtigt i den forstand, at Svend var i Sverige så længe uden afbrydelser, da han ifølge andre kilder jævnligt var i kamp med Magnus den Gode fra 1042-47 og derefter med Harald Hårderåde frem til 1050. Under disse kampe kan Svend "så tit han blev besejret" have søgt tilflugt hos den svenske konge. Om end med besvær, og stadig truet af Harald Hårderåde, blev Svend Estridsen omsider konge over et rige, der omfattede Sønderjylland (i hvert fald til Slien), Nørrejylland, Fyn, Sjælland og øerne, samt Skåne, Halland og muligvis Bornholm. Det sidste slag mellem Svend og Harald Hårderåde udkæmpedes til sos i 1062. De norrøne skjalde besang siden kong Haralds sejr; men den fulgtes et par år efter af en fredsslutning, som skulle blive varig. Begge konger skulle beholde de lande, de nu havde. Dette kan have passet svenskerne godt, eftersom et samlet dansk-norsk rige kunne true svensk selvstændighed. Fred i riget, men ikke fred på den private front. Tidligt blev Svend gift med en norsk jarledatter, Gunhild. Hun fødte en søn, som også blev kaldt Svend; men han døde som ung. Om ægteskabet med Gunhild skriver Adam fra Bremen, at Svend i overmod tog en blodsbeslægtet til hustru. Dette var korrekt: Gunhild var oldebarn af Svends mormor, Svend Tveskægs dronning Gunhild, i dennes første ægteskab med den svenske kong Erik Sejrsæl. Et sådant ægteskab var ugyldigt efter kirkeretten. Følgelig kræver ærkebiskop Adalbert af Hamburg-Bremen ægteskabet opløst under trussel om bandlysning af kongen, som ifølge Adam bliver rasende og truer med at hærge Hamburg. Pave Leo 9. intervenerede, og Svend Estridsen opgav sit ægteskab - indgik aldrig siden et nyt. Men fik med flere forskellige kvinder mange børn. Det fremgår af Adams værk, at han i vid udstrækning har ladet sig belære af kongen, såvel vedrørende danernes historie, som om tilstande og tildragelser blandt fjerntboende folkeslag. Svend roses for at have udbredt kristendommen, og har således været åndeligt veludrustet til sin rolle i det storpolitiske spil imellem de tre magtfaktorer: paven, kejseren og ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen. "Boglige kundskaber" kan meget vel betyde, at kong Svend har kunnet læse, hvad Sven Aggesen også synes at bekræfte. Det har nok været usædvanligt for datidens verdslige, og dermed også konger; hvorfor det fremhæves af Adam, Sven Aggesen og paven. Svend Estridsens regering er kildemæssigt en dunkel periode. Adam af Bremens beretning og nogle pavebreve er stort set de eneste lyspunkter. Svend var konge i Danmark fra 1047 til 1074. Han havde mange besværligheder i sin tidligste ungdom, idet Olav den Helliges son, Magnus den Gode, der 12 år gammel var blevet konge i Norge i 1036, efter kong Hardeknuds død i 1042 tog magten i Danmark. Svend var opdraget først hos kong Anund Jacob i Sverige og siden i England, og efter tilbagekomst til Danmark blev han jarl under Hardeknud (1018-42) og Magnus den Gode (1024-1047). Han kæmpede en del mod den norske Magnus der havde erobret tronen, men blev ustandselig slået. Men så dør Magnus pludselig i 1047 kun 24 år gammel - det siges, at han styrter med sin hest - og Svend bliver nu valgt til konge. Han hjalp kirken med at få et solidt fodfæste i landet. Han prøvede at få landet fri af Bremer-kirkens overhåjhed, men det lykkedes ikke, uanset en del af biskopperne var engelske. Danmark blev hjemsøgt af den norske kong Harald, og ved slaget i Nisselven i Halland 1062 blev Svend slået, dog uden at Harald fik noget ud af det. I England prøvede Svend flere generobrings-togter, men uden større held. Hans privatliv var var en saga for sig. S. Otto Brenner opregner i sit værk: 'Nachkommen Gorms des Alten' ialt 18 børn, såvel drenge som piger, og vi ved, at 5 af drengene bliver konger. Han dør i Søderup 'efter afholdt velbesøgt ting', antagelig sønderjysk landsting på det nærliggende Urnehoved. Han var en intelligent og vidende mand - at dømme efter Adam af Bremens interview omkring 1070. (Kilde: Dahl & Engelstoft: Dansk Biografisk Håndleksikon. 1920-26) (Kilde: Salmonsens Konversations Leksikon, 2' udg. 1915-1930) (Kilde: H V Gregersen: Toldsted ved Hærvejen. 1978) (Henv.: Gregersen -> Knytlingasaga) (Henv.: Gregersen -> Saxo) (Kilde: O.H. Toftegaards samling) Fra Steen Thomsens database dec 1997 | Estridsen, Svend 2. (I1138)
|
| 14684 | Fra Bjarne Kofoeds database: Date of residence: 1047 Place of residence: Konge af Danmark Svend Estridsen er den eneste danske konge, der er opkaldt efter sin mor. Dette utvivlsomt fordi hun som søster til Knud den Store gav Svend arveret til den danske trone. Blev født i England og fik som kristent dåbsnavn Magnus. Han voksede op i England, til trods for, at hans far Ulf i 1024 blev sendt til Danmark som kong Knuds jarl. I 1026 overvintrede Knud hos Ulf Jarl i Roskilde. Det kom til et opgør, og Knud lod sin svoger dræbe. Ifølge Adam af Bremen skal Svend som ung have gjort tjeneste hos den svenske kong Arnund Jacob i samfulde 12 år. Det kan næppe være rigtigt i den forstand, at Svend var i Sverige så længe uden afbrydelser, da han ifølge andre kilder jævnligt var i kamp med Magnus den Gode fra 1042-47 og derefter med Harald Hårderåde frem til 1050. Under disse kampe kan Svend "så tit han blev besejret" have søgt tilflugt hos den svenske konge. Om end med besvær, og stadig truet af Harald Hårderåde, blev Svend Estridsen omsider konge over et rige, der omfattede Sønderjylland (i hvert fald til Slien), Nørrejylland, Fyn, Sjælland og øerne, samt Skåne, Halland og muligvis Bornholm. Det sidste slag mellem Svend og Harald Hårderåde udkæmpedes til sos i 1062. De norrøne skjalde besang siden kong Haralds sejr; men den fulgtes et par år efter af en fredsslutning, som skulle blive varig. Begge konger skulle beholde de lande, de nu havde. Dette kan have passet svenskerne godt, eftersom et samlet dansk-norsk rige kunne true svensk selvstændighed. Fred i riget, men ikke fred på den private front. Tidligt blev Svend gift med en norsk jarledatter, Gunhild. Hun fødte en søn, som også blev kaldt Svend; men han døde som ung. Om ægteskabet med Gunhild skriver Adam fra Bremen, at Svend i overmod tog en blodsbeslægtet til hustru. Dette var korrekt: Gunhild var oldebarn af Svends mormor, Svend Tveskægs dronning Gunhild, i dennes første ægteskab med den svenske kong Erik Sejrsæl. Et sådant ægteskab var ugyldigt efter kirkeretten. Følgelig kræver ærkebiskop Adalbert af Hamburg-Bremen ægteskabet opløst under trussel om bandlysning af kongen, som ifølge Adam bliver rasende og truer med at hærge Hamburg. Pave Leo 9. intervenerede, og Svend Estridsen opgav sit ægteskab - indgik aldrig siden et nyt. Men fik med flere forskellige kvinder mange børn. Det fremgår af Adams værk, at han i vid udstrækning har ladet sig belære af kongen, såvel vedrørende danernes historie, som om tilstande og tildragelser blandt fjerntboende folkeslag. Svend roses for at have udbredt kristendommen, og har således været åndeligt veludrustet til sin rolle i det storpolitiske spil imellem de tre magtfaktorer: paven, kejseren og ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen. "Boglige kundskaber" kan meget vel betyde, at kong Svend har kunnet læse, hvad Sven Aggesen også synes at bekræfte. Det har nok været usædvanligt for datidens verdslige, og dermed også konger; hvorfor det fremhæves af Adam, Sven Aggesen og paven. Svend Estridsens regering er kildemæssigt en dunkel periode. Adam af Bremens beretning og nogle pavebreve er stort set de eneste lyspunkter. Svend var konge i Danmark fra 1047 til 1074. Han havde mange besværligheder i sin tidligste ungdom, idet Olav den Helliges son, Magnus den Gode, der 12 år gammel var blevet konge i Norge i 1036, efter kong Hardeknuds død i 1042 tog magten i Danmark. Svend var opdraget først hos kong Anund Jacob i Sverige og siden i England, og efter tilbagekomst til Danmark blev han jarl under Hardeknud (1018-42) og Magnus den Gode (1024-1047). Han kæmpede en del mod den norske Magnus der havde erobret tronen, men blev ustandselig slået. Men så dør Magnus pludselig i 1047 kun 24 år gammel - det siges, at han styrter med sin hest - og Svend bliver nu valgt til konge. Han hjalp kirken med at få et solidt fodfæste i landet. Han prøvede at få landet fri af Bremer-kirkens overhåjhed, men det lykkedes ikke, uanset en del af biskopperne var engelske. Danmark blev hjemsøgt af den norske kong Harald, og ved slaget i Nisselven i Halland 1062 blev Svend slået, dog uden at Harald fik noget ud af det. I England prøvede Svend flere generobrings-togter, men uden større held. Hans privatliv var var en saga for sig. S. Otto Brenner opregner i sit værk: 'Nachkommen Gorms des Alten' ialt 18 børn, såvel drenge som piger, og vi ved, at 5 af drengene bliver konger. Han dør i Søderup 'efter afholdt velbesøgt ting', antagelig sønderjysk landsting på det nærliggende Urnehoved. Han var en intelligent og vidende mand - at dømme efter Adam af Bremens interview omkring 1070. (Kilde: Dahl & Engelstoft: Dansk Biografisk Håndleksikon. 1920-26) (Kilde: Salmonsens Konversations Leksikon, 2' udg. 1915-1930) (Kilde: H V Gregersen: Toldsted ved Hærvejen. 1978) (Henv.: Gregersen -> Knytlingasaga) (Henv.: Gregersen -> Saxo) (Kilde: O.H. Toftegaards samling) Fra Steen Thomsens database dec 1997 | Estridsen, Svend 2. (I278)
|
| 14685 | Fra Bjarne Kofoeds database: Date of residence: 1085 Place of residence: Konge af Danmark Støttede sin halvbror Knud den Hellige, og levede så i landflygtighed mens deres halvbror Oluf Hunger var konge. Oluf dør 1095, og Erik bliver så valgt til konge. Heldigvis for ham kom det normale vejr tilbage, så hungersnøden blev afsluttet. Han fik også venderne pacificeret, de havde hærget på de danske kyster. Han erobrede Rygen og Vagriens hovedstad Starigard, og indsatte sin søstersøn Henrik som vendernes fyrste, Ligesom sin halvbror Knud den hellige, søgte han at styrke kongemagten, men mere forsigtigt end Knud havde gjort, og mere heldigt. Ved en rejse til paven i Rom fik han udvirket at Knud blev kanoniseret (helgenkåret), og at Norden fik sit eget ærkebispesæde i Danmark (Lund), istedet for at være under Hamburg-Bremen. Det havde han fået i stand med den svenske og norske konge som han samlede til et fredsmøde i Konghelle i 1101. Omkostningen var muligvis at danskerne skulle betale tiende. Han byggede flere kirker (bla i Slangerup) og Sct Knuds kloster i Odense. Erik drog på pilgrimsrejse til Jerusalem, som den første konge efter at byen var erobret på det første korstog. Han rejste gennem Rusland, og besøgte kejseren i Konstantinopel (Miklagar-ur = Storeby = Istanbul) samt hans garde af nordiske 'væringer'. Han nåede dog aldrig frem, men døde ved Baffa på Cypern. Det er Saxo der giver ham tilnavnet 'den evig gode', fordi han var en vennesæl mand, og desuden høj og flot og veltalende. Skjalden Markus Skeggjason har forherliget ham i sin 'Eiriksdrapa'. Til trods for sin religiøse indstilling, havde han mange elskerinder og udenoms-børn, med sin dronning Bodil fik han kun Knud Lavard. (Kilde: Dahl & Engelstoft: Dansk Biografisk Håndleksikon. 1920-26) (Kilde: Salmonsens Konversations Leksikon, 2' udg. 1915-1930) Fra Steen Thomsens database dec 1997 Konge af Danmark 1095-1103 | Ejegod, Erik 1. (I1140)
|
| 14686 | Fra Bjarne Kofoeds database: Date of residence: 1085 Place of residence: Konge af Danmark Støttede sin halvbror Knud den Hellige, og levede så i landflygtighed mens deres halvbror Oluf Hunger var konge. Oluf dør 1095, og Erik bliver så valgt til konge. Heldigvis for ham kom det normale vejr tilbage, så hungersnøden blev afsluttet. Han fik også venderne pacificeret, de havde hærget på de danske kyster. Han erobrede Rygen og Vagriens hovedstad Starigard, og indsatte sin søstersøn Henrik som vendernes fyrste, Ligesom sin halvbror Knud den hellige, søgte han at styrke kongemagten, men mere forsigtigt end Knud havde gjort, og mere heldigt. Ved en rejse til paven i Rom fik han udvirket at Knud blev kanoniseret (helgenkåret), og at Norden fik sit eget ærkebispesæde i Danmark (Lund), istedet for at være under Hamburg-Bremen. Det havde han fået i stand med den svenske og norske konge som han samlede til et fredsmøde i Konghelle i 1101. Omkostningen var muligvis at danskerne skulle betale tiende. Han byggede flere kirker (bla i Slangerup) og Sct Knuds kloster i Odense. Erik drog på pilgrimsrejse til Jerusalem, som den første konge efter at byen var erobret på det første korstog. Han rejste gennem Rusland, og besøgte kejseren i Konstantinopel (Miklagar-ur = Storeby = Istanbul) samt hans garde af nordiske 'væringer'. Han nåede dog aldrig frem, men døde ved Baffa på Cypern. Det er Saxo der giver ham tilnavnet 'den evig gode', fordi han var en vennesæl mand, og desuden høj og flot og veltalende. Skjalden Markus Skeggjason har forherliget ham i sin 'Eiriksdrapa'. Til trods for sin religiøse indstilling, havde han mange elskerinder og udenoms-børn, med sin dronning Bodil fik han kun Knud Lavard. (Kilde: Dahl & Engelstoft: Dansk Biografisk Håndleksikon. 1920-26) (Kilde: Salmonsens Konversations Leksikon, 2' udg. 1915-1930) Fra Steen Thomsens database dec 1997 Konge af Danmark 1095-1103 | Frille (I44017)
|
| 14687 | Fra Bjarne Kofoeds database: Date of residence: 1085 Place of residence: Konge af Danmark Støttede sin halvbror Knud den Hellige, og levede så i landflygtighed mens deres halvbror Oluf Hunger var konge. Oluf dør 1095, og Erik bliver så valgt til konge. Heldigvis for ham kom det normale vejr tilbage, så hungersnøden blev afsluttet. Han fik også venderne pacificeret, de havde hærget på de danske kyster. Han erobrede Rygen og Vagriens hovedstad Starigard, og indsatte sin søstersøn Henrik som vendernes fyrste, Ligesom sin halvbror Knud den hellige, søgte han at styrke kongemagten, men mere forsigtigt end Knud havde gjort, og mere heldigt. Ved en rejse til paven i Rom fik han udvirket at Knud blev kanoniseret (helgenkåret), og at Norden fik sit eget ærkebispesæde i Danmark (Lund), istedet for at være under Hamburg-Bremen. Det havde han fået i stand med den svenske og norske konge som han samlede til et fredsmøde i Konghelle i 1101. Omkostningen var muligvis at danskerne skulle betale tiende. Han byggede flere kirker (bla i Slangerup) og Sct Knuds kloster i Odense. Erik drog på pilgrimsrejse til Jerusalem, som den første konge efter at byen var erobret på det første korstog. Han rejste gennem Rusland, og besøgte kejseren i Konstantinopel (Miklagar-ur = Storeby = Istanbul) samt hans garde af nordiske 'væringer'. Han nåede dog aldrig frem, men døde ved Baffa på Cypern. Det er Saxo der giver ham tilnavnet 'den evig gode', fordi han var en vennesæl mand, og desuden høj og flot og veltalende. Skjalden Markus Skeggjason har forherliget ham i sin 'Eiriksdrapa'. Til trods for sin religiøse indstilling, havde han mange elskerinder og udenoms-børn, med sin dronning Bodil fik han kun Knud Lavard. (Kilde: Dahl & Engelstoft: Dansk Biografisk Håndleksikon. 1920-26) (Kilde: Salmonsens Konversations Leksikon, 2' udg. 1915-1930) Fra Steen Thomsens database dec 1997 Konge af Danmark 1095-1103 | Ejegod, Erik 1. (I280)
|
| 14688 | Fra Bjarne Kofoeds database: Date of residence: 1692 Place of residence: 64.sgd. Duebjerg i Klemensker I 1684 og 1689 var Rasmus Erichsen skatteyder på 25. sg. Valnøddegård i Olsker. Den 25/7 1692 lejede han 64. sg. "På Duebjerg" i Klemensker, og boede i Vestermarie, måske hos svigerforældrene "På Bjerget". Efter 1692 har familien antagelig boet konstant på Duebjerggård. Den 16/11 1707 tilpantede han sig gården i 18 år fra dato for 380 sld. af Troels Hansen (må være jorddrotten), som opholdt sig hos sin stiffader Jep Mortensen på 3. sg. Smørjeppegård i Knudsker. Kontrakten blev tingsløst 18 nov 1708 ved Nørre Herreds Ting (NHSP 1677/1719 fol. 253b) og må være efterfulgt af et skøde, for Rasmus Erichsen solgte i 1730 64. sg. til sin yngste søn Rasmus Rasmussen som skulle betale: "til min ældste søn Hans Rasmussen næstkommende 3/2 1731 100 sld. Til min 2den søn Jens Rasmussen 100 sld., item til Christoffer Hansen, værende i ægteskab med min datter Karne Rasmusdatter 100 sld. De øvrige 50 sld. skal blive i gården til nødspenge for mig og min hustru (NHSP 1720/53 fol. 102) Vestermarie før 1692 25.selvejergård, Olsker | Erichsen, Rasmus (I603)
|
| 14689 | Fra Bjarne Kofoeds database: Date of residence: 940 - 0986 Place of residence: Konge af Danmark Rejste den store runesten i Jellinge (Danmarks dåbsattest). Indskriften er: "Harald Konge bød giøre kumler disse efter Gorm fader sin og efter Thyra moder sin, den Harald som sig vandt hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne". Tilnavnet Blåtand har næppe noget med tænder at gøre. Den ældste form vi har er Blatan, men ingen ved hvad det skal betyde. Adam af Bremen skriver at Harald regerede i 50 år, men måske betyder det blot 'mange'. Roskildekrøniken skriver at han i 15 år regerede sammen med Gorm. Historien beretter at biskop Poppo bar jernbyrd (han bar glødende jern uden at brænde fingrene), og derved overbeviste Harald om Kristi styrke overfor Thor og Odin. Derpå lod Harald sig døbe. Historien blev berømt viden om, og ses på kalkmalerier mm langt ned i Europa. I 965 giver den tyske kejser Otto den Store (-973) sine bispesæder i Schleswig, Ribe og århus fuld skattefrihed. Dette kan (bla) tolkes som, at han overdrager dem til Harald. Den tredje byggefase på Dannevirke er dateret til 968, og må være Haralds værk. Han har også stået for bygningen af Trelleborg (980/81), Fyrkat (ca 980/81), og rimeligvis også Aggersborg og Trelleborg i Skåne, foruden Ravningbroen over Vejle ådal (979 1). Til disse bygningsværker må Harald have udskrevet skatter, arbejdere og materialer i hidtil utænkelig størrelsesorden, og det viser at han har haft en meget stor magt indadtil. Måske er borgene beregnet til at befæste denne magt, dvs forhindre oprør. Annalerne skriver at Harald (med titlen hertug) betaler sin fastsatte afgift til den tyske kejser Otto i 973. Da Otto dør samme år, og sachser-hertugen Herman Billung nylig var død, prøver Harald i 974 en krig for at frigøre Danmark. Den er omtalt i flere annaler og i Snorris Heimskringla, og der fortælles om svære kampe ved Dannevirke. Det ender med dansk nederlag, så Harald må fortsat betale det aftalte beløb, nu til kejser Otto II (- 983), og Sydslesvig (fra Dannevirke til Ejderen) indlemmes i Sachsen. I 982 bliver Otto II (- 983/4) slået af araberne, og både slaviske folk og Danmark forsøger at frigøre sig af kejserriget. Harald tilbageerobrer området ned til Ejderen, og gør Danmark frit for skattepligten til Tyskland. Den endelige fred, hvor Tyskland fraskriver sig Hedeby og landet nord for Ejderen, bliver dog først sluttet af Haralds barnebarn Knud den Store i ca 1025. Teksten på Haralds Jellingsten slutter (måske er det en senere tilføjelse): 'Den Harald som vandt sig alt Danmark og Norge, og gjorde danerne kristne'. Imidlertid viser de frankiske annaler, at Danmark er et samlet rige længe før Gorm og Harald. I 811-13 rækker det fra Ejderen til Skåne og Vestfold (V for Oslofjorden). Også Ottars og Wulfstans rejseberetninger fra slutningen af 800-tallet omtaler et Danmark bestående af: Oslofjorden, Bohus Len, Halland, Skåne, øerne og Jylland til Ejderen. Blekinge hører på den tid til Sverige, og Bornholm har sin egen konge. (Kilde: Niels Lund: Ottar og Wulfstan. 1983) Der er altså ingen belæg for at hverken Gorm eller Harald samlede et antal småkongedømmer til Danmark. Evt kan Harald hentyde til rester af Gnupas herredømme, som han får renset ud, eller diverse stormænd som har revet sig løs under borgerkrigen. Men teksten kan også oversættes til: '... som vandt sig Danmark HELT - samt Norge - og kristnede danerne' Her kan 'helt' hentyde til Haralds sejr over tyskerne i 983. Harald bliver såret i et slag ca 986 mod sin søn Svend Tveskæg, der ledede et større oprør mod ham. Han flygter til Jomsborg og dør der. Om Jomsborg overhovedet har eksisteret, er ret usikkert, men antageligt gemte Harald sig i byen Iumne / Julin / Hyumsburgh / Iumneta / Vineta, idag rimeligvis Wolin ved Oders østlige munding, 20 km ø for Swinoujscie. Hans sandsynlige dødsdag kendes fra en årtideliste: der skulle bedes for ham 1 nov, årstallet er antageligt 986 eller 987. (Kilde: Erik Kroman: Det danske Rige i den ældre Vikingetid. 1976. s 115-123) (Kilde: Steen Hvass og Birger Storgaard (red): Da klinger i Muld... 1993) Fra Steen Thomsens database dec 1997 Han udbyggede Jomsborg til værn mod venderne. Han erobrede Norge ca. 960, men hans flåde, ledet af jomsvikingerne, led 975 nederlag ved Hjørungavåg, hvorved Norge igen gik tabt. | Blåtand, Harald 1. (I1147)
|
| 14690 | Fra Bjarne Kofoeds database: Date of residence: 940 - 0986 Place of residence: Konge af Danmark Rejste den store runesten i Jellinge (Danmarks dåbsattest). Indskriften er: "Harald Konge bød giøre kumler disse efter Gorm fader sin og efter Thyra moder sin, den Harald som sig vandt hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne". Tilnavnet Blåtand har næppe noget med tænder at gøre. Den ældste form vi har er Blatan, men ingen ved hvad det skal betyde. Adam af Bremen skriver at Harald regerede i 50 år, men måske betyder det blot 'mange'. Roskildekrøniken skriver at han i 15 år regerede sammen med Gorm. Historien beretter at biskop Poppo bar jernbyrd (han bar glødende jern uden at brænde fingrene), og derved overbeviste Harald om Kristi styrke overfor Thor og Odin. Derpå lod Harald sig døbe. Historien blev berømt viden om, og ses på kalkmalerier mm langt ned i Europa. I 965 giver den tyske kejser Otto den Store (-973) sine bispesæder i Schleswig, Ribe og århus fuld skattefrihed. Dette kan (bla) tolkes som, at han overdrager dem til Harald. Den tredje byggefase på Dannevirke er dateret til 968, og må være Haralds værk. Han har også stået for bygningen af Trelleborg (980/81), Fyrkat (ca 980/81), og rimeligvis også Aggersborg og Trelleborg i Skåne, foruden Ravningbroen over Vejle ådal (979 1). Til disse bygningsværker må Harald have udskrevet skatter, arbejdere og materialer i hidtil utænkelig størrelsesorden, og det viser at han har haft en meget stor magt indadtil. Måske er borgene beregnet til at befæste denne magt, dvs forhindre oprør. Annalerne skriver at Harald (med titlen hertug) betaler sin fastsatte afgift til den tyske kejser Otto i 973. Da Otto dør samme år, og sachser-hertugen Herman Billung nylig var død, prøver Harald i 974 en krig for at frigøre Danmark. Den er omtalt i flere annaler og i Snorris Heimskringla, og der fortælles om svære kampe ved Dannevirke. Det ender med dansk nederlag, så Harald må fortsat betale det aftalte beløb, nu til kejser Otto II (- 983), og Sydslesvig (fra Dannevirke til Ejderen) indlemmes i Sachsen. I 982 bliver Otto II (- 983/4) slået af araberne, og både slaviske folk og Danmark forsøger at frigøre sig af kejserriget. Harald tilbageerobrer området ned til Ejderen, og gør Danmark frit for skattepligten til Tyskland. Den endelige fred, hvor Tyskland fraskriver sig Hedeby og landet nord for Ejderen, bliver dog først sluttet af Haralds barnebarn Knud den Store i ca 1025. Teksten på Haralds Jellingsten slutter (måske er det en senere tilføjelse): 'Den Harald som vandt sig alt Danmark og Norge, og gjorde danerne kristne'. Imidlertid viser de frankiske annaler, at Danmark er et samlet rige længe før Gorm og Harald. I 811-13 rækker det fra Ejderen til Skåne og Vestfold (V for Oslofjorden). Også Ottars og Wulfstans rejseberetninger fra slutningen af 800-tallet omtaler et Danmark bestående af: Oslofjorden, Bohus Len, Halland, Skåne, øerne og Jylland til Ejderen. Blekinge hører på den tid til Sverige, og Bornholm har sin egen konge. (Kilde: Niels Lund: Ottar og Wulfstan. 1983) Der er altså ingen belæg for at hverken Gorm eller Harald samlede et antal småkongedømmer til Danmark. Evt kan Harald hentyde til rester af Gnupas herredømme, som han får renset ud, eller diverse stormænd som har revet sig løs under borgerkrigen. Men teksten kan også oversættes til: '... som vandt sig Danmark HELT - samt Norge - og kristnede danerne' Her kan 'helt' hentyde til Haralds sejr over tyskerne i 983. Harald bliver såret i et slag ca 986 mod sin søn Svend Tveskæg, der ledede et større oprør mod ham. Han flygter til Jomsborg og dør der. Om Jomsborg overhovedet har eksisteret, er ret usikkert, men antageligt gemte Harald sig i byen Iumne / Julin / Hyumsburgh / Iumneta / Vineta, idag rimeligvis Wolin ved Oders østlige munding, 20 km ø for Swinoujscie. Hans sandsynlige dødsdag kendes fra en årtideliste: der skulle bedes for ham 1 nov, årstallet er antageligt 986 eller 987. (Kilde: Erik Kroman: Det danske Rige i den ældre Vikingetid. 1976. s 115-123) (Kilde: Steen Hvass og Birger Storgaard (red): Da klinger i Muld... 1993) Fra Steen Thomsens database dec 1997 Han udbyggede Jomsborg til værn mod venderne. Han erobrede Norge ca. 960, men hans flåde, ledet af jomsvikingerne, led 975 nederlag ved Hjørungavåg, hvorved Norge igen gik tabt. | Blåtand, Harald 1. (I291)
|
| 14691 | Fra Bjarne Kofoeds database: Date of residence: 986 Place of residence: Konge af Danmark Konge i Danmark 986-1014. Han vandt herredømmet over Norge ca. 1002 efter at han sammen med Erik Jarl og Kong Olof af Sverige besejrede Olaf Trygvesen i slaget ved Svold. Han foretog mange togter til England og erobrede det meste af dette land 1013. Det antages, at han anlagde vikingeborgene Aggersborg, Trelleborg, Fyrkat og Nonnebakken. Om Svend er søn af Tove eller af en frille, er ganske uvist. Efter at have slået faderen omkring 986 bliver Svend konge i Danmark, fra 1002 tillige i Norge og fra 1013 endelig også i England. Svends omdømme iflg kirkelig tradition er dårligt, men dette skyldes nok, at han gjorde kraftig modstand mod at give sig ind under Bremer-kirken, hvis organisation bryder sammen efter den handlekraftige ærkebiskop Adaldags død i 988. Tværtimod indkaldte han præster og munke fra England. 988 udstedes et nyt privillegiebrev til bisperne i århus, Ribe, Schleswig og Odense: De må bosætte sig hvor de vil i det tyske rige - så Svend må have smidt dem på porten. Omkring årtusindskiftet var der tilbage i Danmark kun bispen i Ribe, Odinkar, der var i slægt med kongehuset, men som havde fået en fuld kirkelig uddannelse både i England, Frankrig og Bremen. Han var energisk og fik samlet alle bispestolene i Danmark under sig. Svends væsentlige virke lå i England, som det lykkedes ham endeligt at erobre i 1013. Under de mange kampe blev vikingehærene flere gange købt bort med 'danegæld' i stadig større beløb, i 1005/6 således ca 10 tons sølv. Svend var dog også hjemme, bla for at klare de politiske stridigheder med kong Olav Trygveson af Norge. Det endte med slaget ved Svold i år 1000, hvor Svend i en forenet flåde med Erik jarl af Norge og Olov Skötkonung af Sverige slog Olav Trygvesons flåde, og hvor denne blev dræbt. Svolds beliggenhed er ikke lokaliseret, måske ligger den i nærheden af Rügen, måske er det Ven i Øresund. Svend var gift et par gange og havde sandsynligvis nogle friller. Fra Steen Thomsens database dec 1997 Toke Palnatoke Palnesens plejeson Konge af England 1013 - 1014 | Tveskæg, Svend 1. (I1142)
|
| 14692 | Fra Bjarne Kofoeds database: Date of residence: 986 Place of residence: Konge af Danmark Konge i Danmark 986-1014. Han vandt herredømmet over Norge ca. 1002 efter at han sammen med Erik Jarl og Kong Olof af Sverige besejrede Olaf Trygvesen i slaget ved Svold. Han foretog mange togter til England og erobrede det meste af dette land 1013. Det antages, at han anlagde vikingeborgene Aggersborg, Trelleborg, Fyrkat og Nonnebakken. Om Svend er søn af Tove eller af en frille, er ganske uvist. Efter at have slået faderen omkring 986 bliver Svend konge i Danmark, fra 1002 tillige i Norge og fra 1013 endelig også i England. Svends omdømme iflg kirkelig tradition er dårligt, men dette skyldes nok, at han gjorde kraftig modstand mod at give sig ind under Bremer-kirken, hvis organisation bryder sammen efter den handlekraftige ærkebiskop Adaldags død i 988. Tværtimod indkaldte han præster og munke fra England. 988 udstedes et nyt privillegiebrev til bisperne i århus, Ribe, Schleswig og Odense: De må bosætte sig hvor de vil i det tyske rige - så Svend må have smidt dem på porten. Omkring årtusindskiftet var der tilbage i Danmark kun bispen i Ribe, Odinkar, der var i slægt med kongehuset, men som havde fået en fuld kirkelig uddannelse både i England, Frankrig og Bremen. Han var energisk og fik samlet alle bispestolene i Danmark under sig. Svends væsentlige virke lå i England, som det lykkedes ham endeligt at erobre i 1013. Under de mange kampe blev vikingehærene flere gange købt bort med 'danegæld' i stadig større beløb, i 1005/6 således ca 10 tons sølv. Svend var dog også hjemme, bla for at klare de politiske stridigheder med kong Olav Trygveson af Norge. Det endte med slaget ved Svold i år 1000, hvor Svend i en forenet flåde med Erik jarl af Norge og Olov Skötkonung af Sverige slog Olav Trygvesons flåde, og hvor denne blev dræbt. Svolds beliggenhed er ikke lokaliseret, måske ligger den i nærheden af Rügen, måske er det Ven i Øresund. Svend var gift et par gange og havde sandsynligvis nogle friller. Fra Steen Thomsens database dec 1997 Toke Palnatoke Palnesens plejeson Konge af England 1013 - 1014 | Tveskæg, Svend 1. (I285)
|
| 14693 | Fra Bjarne Kofoeds database: Iflg. Knuds-bogen (Odense 1986) var Edel grevedatter fra Flandern. Hendes fader var grev Robert i af Flandern. hun var for så vidt af kejserlig æt, idet den Flanderske greve på mødrene side nedstammede fra Karolingerne. Edel var opkaldt efter sin farmoder, en datter af kong Robert I af Frankrig. Efter Knuds drab i 1086 rejser hun med sønnen Karl til Flandern, hvor hun levede i 5 år, indtil hun i 1091 el 92 blev gift med hertug Roger af Apulien, en son af Robert Guiscard, med hvem hun fik 3 sønner, hvoraf den ene, Vilhelm, i 1111 efterfulgte sin fader som hertug. Roger opnåede ikke så stor en berømmelse blandt normannerne i syditalien som farbroderen Roger, der erobrede Sicilien, og hvis søn 1130 blev konge af Syditalien som Roger II. Edel dør i 1115. Da man ikke kender hendes alder ved døden, kan det ikke udregnes, hvornår hun er født, men det er nok mellem 1062 og 1064. (Kilde: O.H. Toftegaards samling) (Kilde: Dahl & Engelstoft: Dansk Biografisk Håndleksikon. 1920-26) Fra Steen Thomsens database dec 1997 | Flandern, Adele af (I273)
|
| 14694 | Fra Bjarne Kofoeds database: Occupation: Land-owner (Proprietær) The respected Bornholm historian Dr. M.K. Zarthmann (published in 1931) relates that Otte Pedersen Uf can be found mentioned in records dating from 1493 and 1497 in which he is mentioned as the owner of Skovsholm in Ibsker parish; and that it is thought that his wife was a member of the Galen family. They are attributed as having had at least four children: 1) Oluf Ottesen, Chief Justice (Landsdommer) of Bornholm from 1508 to 1522; 2) Peder Uf, "Kannik"(?) in Skåne, 1505; 3) Anders Uf, mentioned as "frænde" to Anders Galen in 1511, and known to have been alive in 1533; 4) a daughter, given name unknown, married to Oluf Tuesen. (The word "frænde" can mean either "friend" or "relative".) Dr. Zarthmann attributes Gunhild Uf to be the "datterdatter" (daughter's daughter) of Otte Pedersen Uf, thus making her the daugher of Oluf Tuesen and the unkown Uf daughter. While in "1000 Aner til en Skovgårdsslægt", by Edvard Skovgaard, Gunhild Uf is attributed to be the daughter of Anders Uf and Anne Sevidsdatter of St. Kannikegård in Bodilsker parish; in 1449, as a wedding present from her father Sevid Nielsen, they were given the ownership of St. Kannikegård. This would mean that Edvard Skovgaard's Anders Uf must have been at least 25 years old in 1449 (25 was the age at which a man could own land in that era), and thus born before 1426. If he was the same Anders Uf who was "frænde" to Anders Galen in 1511, then he would have been at least 107 years old in 1533. It is probable that Edvard Skovgaard has mistakenly attributed Anders Uf, the son of Otte Pedersen Uf, to be the same person as Anders Uf of St. Kannikegård. It has also been presented that Gunhild Uf and her brothers are the children of Otte Pedersen Uf's son Anders Uf, rather than that of his daughter and her husband Oluf Tuesen. Edvard Skovgaard has lain out an ancestry for Anders Uf, of St. Kannikegård, that leads back to the first King of a united Danmark: "Gorm den Gamle", or Gorm the Elder, and his wife Thyra Dannebod. History says that Thyra was the descendant of a long line of Kings in England, dating back to 400 A.D. It is an accepted fact that the present Queen of Danmark, Margrethe II, is a descendant of King Gorm; that all of the Danish royalty since then have numbered among his descendants. And thus through inter-marriage many of Europe's royal families, including the British, are his descendants. Edvard Skovgaard states that Anders Uf was the son of Otte Pedersen Uf (?- after 1497) and ??? Galen. That ??? Galen was the daughter of Tuve (Tue) Galen (before 1320-after 1400) of Næsbyholm in Skåne, who in 1345 was made a Knight (Ridder), in 1364 Marschall, and from 1376-83 was "Gældker" (Treasurer?); he married Ingefred Pedersdatter Urup on April 15, 1345. She was the daughter of Peder Holmgersen Urup (?- 1378), who is a decendant of Cecilie - a daughter of King Knud (Canute) the Holy (who was a gr-gr-gr-grandson of Gorm the Elder). Edvard Skovgaard states they had five children. While in the book "Nachkommen Gorms des Alten" (Descendants of Gorm) by Siegfried Otto Brenner (published in 1978 by the Danish Genealogy Society), Tuve Galen is said to be a descendant of Gorm, it does not list ??? Galen. He is recorded in that book as having four children: Anders Galen (?-after 1399); Peder Galen (?-after 1400); Ingefred Tuvesdatter Galen (?-1396) married to Johannes Absalonsen Ulfeldt (?- 1396); and ??? Tuvesdatter Galen married to Conrad Isenvorde (Isenfurt) (?-1396/97), esquire in Skåne. It does NOT list a fifth child: the un-named Galen daughter married to Otte Pedersen Uf. I have not included Edvard Skovgaard's lineage of the Uf family in this database for the simple reason I found the dates and connections to be rather suspect. Working with those dates that were provided I found that the un-named Galen woman must have been born between 1345 and 1380 (at the very latest!). As Edvard Skovgaard's Anders Uf was alive in 1533, it is doubtful that he was born before 1426. Given a limit to a woman's child-bearing years, by this calculation she could not (by any stretch of the imagination) have given birth to a child past 1430. This would mean that Anders Uf would have had to have lived to at least 105 years old, and have been fathering children at 70-80 years old. Also, since Otte Pedersen Uf was still alive in 1497, it is doubtful he was born before 1400. Meaning that Otte Pedersen Uf, at 20-30, would have been married to woman at least 20- 30 years older than himself. This whole senario is remotely possible, but highly unlikely! The Anders Uf of St. Kannikegård was a nobleman (adelsmand) and is described as a "Storbonde"; I am not sure of the word's exact meaning, however: stor=great and bonde=farmer, so I suspect it means he was the holder of large amounts of land farmed by "vornedskabe" peasants. In the middle-ages the peasants had been declared "vornedskabe" (bound), this meant that the descendants of tenured peasants could be forced to stay on the "vornedegaard" they were working, and it gave the owner of the farms the right to recall a dead peasant's heir to take over working the land. By the 1500s those tenured peasants who lived on manor-owned farms worked off a portion of their taxes by service in the manor's fields. That said, it is still possible that the Uf-family of Bornholm is descended from Gorm; being as that they were of minor Danish nobility, and on account of the nobility's tendancy to inter-marry amongst themselves. They seem to have been connected to families, (i.e. the Galen- family) known to be descended from Gorm; however, the possible connection is far from certain and will probably remain that way! The first member of the noble Uf-family to appear in Bornholm's historical records was Hans Uf, who was appointed commander of Hammershus fortress by his mother's brother Niels Jonsen, who was Archbishop of Lund from 1361-1379. During a long winter stay at the fortress the Archbishop died on February 5, 1379. Two days previously he had written his testament, wherein he left to Hans Uf his large gilded silver-horn and two silver cups, also 40 Marks in silver to cover expenses for flour, malt, and other items used during his stay. As well he received the rights to six dwellings in Listed fishing-village, which he had had built for the Archbishop, and which brought in 6 Marks silver in yearly rent. During Hans Uf's long term of office he acquired land in the region north-west of Svaneke. The Archbishop also thought of Hans Uf's daughter Cecilie, leaving her a gold ring. She was later married three times, all of her husbands were noblemen from Skåne. She outlived them all and in 1427 she bestowed a gilded silver-chalice to Nyker Church, which is still in use, it bears the Uf-family coat-of-arms - with its characteristic truss (sparren) - and the inscription: "Madame Cecilie gave this chalice to All-Saints Church, pray for my soul." This indicates that the Uf-family had a home-farm in Nyker parish. | Uf, Otte Pedersen (I4318)
|
| 14695 | Fra Bjarne Kofoeds Database: Place of residence: Dansk Høvding og Hærfører Som Skjalm Hvides andre efterkommere, støttede Esbern Valdemarerne, og hans tilnavn kommer af hans mod og hurtige beslutsomhed i kamp på vendertogterne. Han byggede Kalundborg Slot og Kirke. Kirken fra ca 1170 er et arkitektonisk unikum med sine 4 hjørnetårne og et stort centraltårn. Der findes ingen magen til i Europa. Konstruktionen er mere end dristig: centraltårnet står på 4 piller og hvælvinger for resten, men det holdt alligevel 700 år før det faldt sammen. Esbern nævnes som den første herremand på Søbygård ved Tissø, og sagnet vil vide at han døde her, ved et fald ned ad trappen. (Kilde: Dahl & Engelstoft: Dansk Biografisk Håndleksikon. 1920-26) Fra Steen Thomsens database dec 1997 Esbern Snare byggede borgen ved Kalundborg ca. 1150 og Kalundborg Kirke. Skænkede som sjælegave for sin hustru Sorø Kloster to andre kirkebyer: Munke-Bjergby og Bromme med en mansio i den første. | Snarre, Esbern Assersen (I258)
|
| 14696 | Fra Bjarne Kofoeds database: Place of residence: Gøtaland Om hun var gift med Svend I vides ikke rigtigt. Hun er en mystisk person i historien, som sagaskriverne har broderet meget på. Det påstås at Sigrid skal være enke efter Erik Sejrsæl. Hun indebrændte i 995 sine to tilbedere Harald Grænske og Vsevolod af Kiew. Tilnavnet 'Storråde' kan oversættes til hovmodig, magtfuld eller snarere magtliderlig. I 994 indebrændte hun Harald Grenske, som var opvokset hos hendes far, fordi han vovede at fri til hende - enke efter den svenske konge. (Haralds søn blev senere norsk konge: Olav den Hellige). (Kilde: Eke Ohlmarks: Vikingatågen och runstenarna. 1981. s 36) (Kilde: Dahl & Engelstoft: Dansk Biografisk Håndleksikon. 1920-26) Fra Steen Thomsens database dec 1997 | Storråde, Sigrid (I1143)
|
| 14697 | Fra Bjarne Kofoeds database: Place of residence: Gøtaland Om hun var gift med Svend I vides ikke rigtigt. Hun er en mystisk person i historien, som sagaskriverne har broderet meget på. Det påstås at Sigrid skal være enke efter Erik Sejrsæl. Hun indebrændte i 995 sine to tilbedere Harald Grænske og Vsevolod af Kiew. Tilnavnet 'Storråde' kan oversættes til hovmodig, magtfuld eller snarere magtliderlig. I 994 indebrændte hun Harald Grenske, som var opvokset hos hendes far, fordi han vovede at fri til hende - enke efter den svenske konge. (Haralds søn blev senere norsk konge: Olav den Hellige). (Kilde: Eke Ohlmarks: Vikingatågen och runstenarna. 1981. s 36) (Kilde: Dahl & Engelstoft: Dansk Biografisk Håndleksikon. 1920-26) Fra Steen Thomsens database dec 1997 | Storråde, Sigrid (I286)
|
| 14698 | Fra Bjarne Kofoeds database: Place of residence: Jarl i England Statholder i Danmark fra ca. 1025 efter Torkil den høje, medens Knud den Store opholdt sig i England. Under kongens vinterophold i Roskilde 1026 kom det til et skænderi over et skakspil mellem denne og Ulf Jarl (vedrørende ansvaret for den uheldige kamp ved Helgeø), og kongen gav næste dag en af sine mænd ordre til at dræbe Ulf, ligegyldigt hvor han fandt ham. Det skete i Hellige Trefoldighedskirkens kor. (Roskilde Domkirke) Ulf nævnes først som jarl i England. I 1022 var Thorkild den Høje af kong Knud den Store gjort til statholder i Danmark, men han døde allerede ca 1024, hvorefter Knud gjorde Ulf til statholder med bopæl i Roskilde. I slaget ved Helgeø tidligt i 1026 med Olav den Hellige af Norge og Anund Jacob af Sverige var det ved at gå galt for Knud, men han fik bragt orden i sin flåde, da Ulf jarl kom til med sine skibe. Knud overvintrede derefter i Roskilde hos Ulf og halvsøsteren, men de kom op at skændes, og Knud lod ham dræbe i hellig trefoldighedskirkens kor. Knud måtte senere sone mordet med mandebod til sin søster - og selvfølgelig også til kirken, der var blevet vanhelliget ved denne udåd. (Kilde: Dahl & Engelstoft: Dansk Biografisk Håndleksikon. 1920-26) (Kilde: Salmonsens Konversations Leksikon, 2' udg. 1915-1930) (Kilde: O.H. Toftegaards samling) Fra Steen Thomsens database dec 1997 | Torkelsen, Ulf (I1136)
|
| 14699 | Fra Bjarne Kofoeds database: Place of residence: Jarl i England Statholder i Danmark fra ca. 1025 efter Torkil den høje, medens Knud den Store opholdt sig i England. Under kongens vinterophold i Roskilde 1026 kom det til et skænderi over et skakspil mellem denne og Ulf Jarl (vedrørende ansvaret for den uheldige kamp ved Helgeø), og kongen gav næste dag en af sine mænd ordre til at dræbe Ulf, ligegyldigt hvor han fandt ham. Det skete i Hellige Trefoldighedskirkens kor. (Roskilde Domkirke) Ulf nævnes først som jarl i England. I 1022 var Thorkild den Høje af kong Knud den Store gjort til statholder i Danmark, men han døde allerede ca 1024, hvorefter Knud gjorde Ulf til statholder med bopæl i Roskilde. I slaget ved Helgeø tidligt i 1026 med Olav den Hellige af Norge og Anund Jacob af Sverige var det ved at gå galt for Knud, men han fik bragt orden i sin flåde, da Ulf jarl kom til med sine skibe. Knud overvintrede derefter i Roskilde hos Ulf og halvsøsteren, men de kom op at skændes, og Knud lod ham dræbe i hellig trefoldighedskirkens kor. Knud måtte senere sone mordet med mandebod til sin søster - og selvfølgelig også til kirken, der var blevet vanhelliget ved denne udåd. (Kilde: Dahl & Engelstoft: Dansk Biografisk Håndleksikon. 1920-26) (Kilde: Salmonsens Konversations Leksikon, 2' udg. 1915-1930) (Kilde: O.H. Toftegaards samling) Fra Steen Thomsens database dec 1997 | Torkelsen, Ulf (I276)
|
| 14700 | Fra Bjarne Kofoeds database: Place of residence: Jarl på Sjælland Døde i en høj alder omkring 1113. Begravet i Fjenneslev, men blev senere ført til Sorø af Biskop Absalon. Han var sjællandsk stormand og ejede meget jordegods især på Sorøegnen. Han havde i lagt tid jarledomme på Sjælland. I 1062 fulgte han Svend Estridsen i kampen mod Harald Hårderåde i Niså, hvor han ifølge Saxo blev såret og taget til fange, men det lykkedes ham at undvige ved Gedesø. Han fulgte også Erik Ejegod på hans togter mod Venderne - og blev Høvding over Rügen efter dennes erobring. Hans bror Avte faldt i kamp mod Venderne på vej fra Sjælland til Falster. Skjalm Hvide blev stamfader til den mægtigste danske stormandsæt i middel-alderen. Den bebævnes "Hvide-ætten", uagtet at "Hvide" kun var et personligt tilnavn. Der er ingen garanti for hans forfædre. | Hvide, Skjalm Tokesen (I264)
|